roulette

Livet kan ikke vente til imorgen

20140316-114641.jpg

Forestil dig hvordan en besked om dødelig sygdom for dig eller en af dine nære, vil ændre din måde at opleve alting på øjeblikkeligt. Når man finder ud af at tiden er knap og det er nødvendigt at prioritere i hvad der er vigtigt, for der er ikke tid til overflødige, irrelevante ligegyldigheder. Hver eneste øjeblik skal udnyttes maksimalt, og selvom det er en barsk besked for dem det rammer, så formår mange faktisk at tillægge deres liv en ny kvalitet og værdi som mange af dem der lever et langt liv aldrig vil komme i nærheden af. Da jeg var syg i 2008 kunne lægerne ikke finde ud af hvad der var galt med mig. Mine symptomer kunne blandt mange andre ting både passe på Sclerose og hjernetumor, som jeg derfor blev undersøgt for. Det efterlod mig i en periode i en tilstand hvor jeg ikke vidste om jeg var ved at sige farvel til livet og mine elskede. De uger i uvished tog mig på en følelsesmæssig rejse, hvor jeg svingede mellem afmægtighed, følelsen af uretfærdighed, blandet med taknemlighed over at jeg trods alt stadig levede og kunne nå at sige ordentligt farvel. Grundet Google var jeg nemlig efterhånden slet ikke i tvivl om at min sygdom var med dødelig udgang. Inden jeg fik endelig besked om hvad jeg fejlede, nåede jeg at træffe en vigtig livsbeslutning:

“Hver eneste øjeblik er vigtigt – få det bedste ud af alting uanset situationen og husk at vær taknemmelig for alle de øjeblikke du får!”

Da jeg var færdigudredt og man kunne konstatere at jeg ikke var dødeligt syg, var det som at få foræret livet tilbage. Og udstyret med min nye livsbeslutning har jeg efterfølgende formået at hæve kvaliteten af mit liv væsentligt. Jeg har levet nogen ting ud: løbet tre marathon, gået på Caminoen, osv, men først og fremmest været mere nærværende og taknemlig over tiden med min familie og mine venner. Det er den største gave jeg har fået med den forfærdelige oplevelse det var at gå i uvished.

Der er dog sket noget sidenhen. På en eller anden måde har jeg desværre ikke formået at fastholde det fuldstændigt. Jeg er dybt taknemmelig over mit liv, men der går også hverdag i den for mig. Jeg sidder af og til også med snuden lidt for begravet i en skærm, eller glemmer nogen gange på en travl eller smertefuld dag at få øje på miraklerne i de små ting hver dag. Men heldigvis er jeg også rigtigt god til at komme på rette spor igen. Det er så den gave der trods alt er i at have så mange smerter i perioder. Jeg er tvunget til at give positive ting opmærksomhed, frem for negative – for ellers har jeg bare mest allermest lyst til at blive aflivet, og det er jo heller ikke ret hensigtsmæssigt. Det er også bare bedre at kunne få øje på alt det positive i enhver situation – og det er jo et aktivt valg jeg har truffet.

I min venne/bekendtskabskreds er der på det seneste sket ting som får min følelse af dyb dyb taknemlighed over livet til at blusse op igen. To helt forfærdelige frygtelige situationer, som har rørt mig dybt. Jeppe som blev frarøvet sin frihed i 28 dage og blev mishandlet og troede han skulle dø. Og Lene som grundet en hjernetumor nu er erklæret terminalpatient og har taget hul på den sidste del af sit liv, sammen med sin lillebitte søn og mand. Til begge vil jeg gerne sige at mit liv i disse dage har større værdi og kvalitet på grund af jer. Så hvis det på nogen måde kan trøste eller lindre jer – så skal I vide at jeres situationer har påvirket mig utroligt meget. Jeppe skal formentligt nok komme ovenpå igen, han er dybt såret men også stærk, og måske med tiden kan Jeppes liv også blive tilført den ekstra dybe dybe taknemmelighed over alle de små ting i livet, hver eneste dag og måske skal der gåes et par ekstra ture med Habibi langs stranden. Lene prioriterer hvert sekund med sin lille søn og sin mand og ved hvad der skal ske. Lene har på sin blog Skyggesiden beskrevet sine tanker og følelser – også de grimmeste – og burde have en medalje for sit skrivetalent og hudløse ærlighed. Jeg er kæmpe fan af Lene – er helt vild med hvad hun gør sig af tanker, og har været det lige siden vi arbejdede sammen for mange år siden. Jeg skal ikke gøre mig klog på den sværeste situation i verden, men er så taknemlig over at jeg har nået at lære dig at kende, Lene!

Jeg forholder mig til de to situationer ved at tænke på hvis det var mig det var sket for…. Og taknemligheden over at det er det ikke! Jeg er ikke ved at sige farvel til livet, jeg kan skrive den her blog, jeg kan gå en tur uden at være bange, jeg kan høre høje lyde uden at tro at det er meget farligt, jeg kan bevæge mig forholdsvist frit rundt, være sammen med min familie, blive begejstret over Kevin Magnussens tredjeplads og alt mulig andet sport, jeg kan nyde livet. Og fordi jeg ved hvor skrøbeligt livet er, hvor hurtigt alting kan vende, og hvor mange af os der slet ikke laver rigtigt, vil jeg bede dig prøve at forestille dig at du kun har den næste uges tid tilbage. Lev, føl og elsk, og få øje på hvad der i virkeligheden er vigtigt!

Jeg håber at jeg kan holde fast denne gang og håber at kunne være taknemmelig for livet hver eneste sekund, og ellers tænker jeg på jer, Lene og Jeppe!

20140316-113852.jpg

2 Kommentarer

Skriv et svar

%d bloggers like this:

Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/tinebay.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3348