roulette

Mit liv – mit ansvar

20140814-102141.jpg

Brug venligst ikke mit eksempel til at træde på nogen som ligger ned i forvejen.

Mange som hører om min historie, spørger mig om hvad jeg tænker om andre kronisk syge som ikke lige har formået at rejse sig fra sofaen og enten løbet et maraton eller vundet et Danmarksmesterskab. Jeg er rigtigt ked af hvis min historie bruges til at vifte om næsen på mennesker der har det rigtigt skidt i forvejen. Så kan de også lige blive bebrejdet at de er syge, eller få dårlig samvittighed overfor sig selv.

Ingen der er syge har lyst til at være det. Jeg kan garantere det ikke er forbundet med fordele af nogen art at have smerter, nedsatte funktioner og en usikker fremtidsprognose. Ingen der ligger der på sofaen og er syg og har ondt, har drømt om at det var det de skulle når de voksede op. Og ingen har lyst til at være en klods om benet på resten af familie. Det er ikke spor sjovt at lade ansvaret for livet ligge uden for egenrækkevidde.

Det er bare overhovedet ikke ret nemt at komme ud af hvis man først er der. Så kan sygdommen istedet nemt blive en selvforstærkende nedadgående spiral, og især hvis du har opgivet at blive rask men må indstille dig på kronisk sygdom resten af livet. For hvis den får tilpas meget opmærksomhed, så breder den sig og fylder. Så kan den blive din identitet og så ved du slet ikke hvad du skal, hvis ikke du skal være syg. Hvis ikke du skal lede efter årsager til din sygdom så du bedre kan forstå, eller hvis du ikke skal lede efter helbredelse og behandlinger, og hvis ikke du lige skal konferere med andre ligestillede syge i foreninger, eller hvis ikke du bare skal sidde eller ligge træt og mærke hvor ondt du har, for slet ikke at nævne alt bøvlet med det offentlige. For hvad skal du så? Og du skal have lov at sørge en stund over dit tab af sundhed og funktionsevne. Og altsammen gør du jo som led i en proces for at få det bedre. Desværre betyder det også at sygdommen pludseligt fylder ALT for meget. Og lad mig fortælle dig en hemmelighed: Den har faktisk på en måde nogen “gaver” med til dig og løser nogen opgaver for dig(det gør den altså – selvom det er irriterende at tænke på), “gaver” som desværre kan være med til at fastholde dig i en låst situation, uden du er klar over det. Måske er sygdom en kærkommen UBEVIDST mulighed for at slippe ud af en træls arbejdssituation, eller en måde at få savnet omsorg på, osv, osv. Det vil jeg skrive mere om på et andet tidspunkt, for jeg ved at mange syge vil tænke jeg er urimelig når jeg skriver det. Tro mig når jeg siger at det er skrevet i største omsorg. Men faktum er jo stadig at overskud til at gøre noget som helst andet end førnævnte kan være fuldstændigt ikke-eksisterende. Hvis det var så nemt at komme ud af, tror jeg såmænd der var flere der gjorde det.

Det er overskueligt at stå i et jeg-er-syg-men-nu-i-en-overskudssituation – og forholdsvist nemt at kigge tilbage på uoverskuelige nedture derfra. Det er ikke fedt at stå i modsatte situation. Så har man ikke brug for at blive viftet om næsen med sådan noget som min historie og få af vide at man bare skal gøre sådan. Jeg tror på at alle mennesker gør det absolut bedste de kan – ud fra det de ved og tror. Og alle mennesker er unikke og trods ens diagnoser, så er alle forløb forskellige. Så man kan ikke bare komme og sige til syge mennesker at de bare skal igang med at lære at løbe.

Det virker ikke nødvendigvis for andre, men det virker for mig, og konkurrencerne er min motivationsfaktor i det daglige, træningen giver mig endorfiner og daglige afledningsmanøvrer. Den fysiske træning styrker mit psykiske velvære og på den måde hænger det hele fint sammen. Når fokus altid er på hvad jeg kan – frem for hvad jeg ikke kan, og at jeg ved hvad jeg skal sigte efter, jeg kan måle forbedringer og ved hvad jeg fremadrettet skal udvikle og styrke – frem for hvad jeg kunne engang og som nu desværre afvikles. Og særligt når jeg vælger en overbevisning om at det hele nok skal gå – frem for at gå i panik – selvom situationen ofte berettiger det. Og så en anden vigtig ingrediens: jeg ved jeg kan, for jeg har gjort det før. Hver gang jeg går i stykker på ny og ender med nye nerveskader, hver gang smerterne er for uoverskuelige, uanset hvad der sker så ved jeg at jeg nok skal klare det på en eller anden måde fordi jeg har gjort det før. Og jeg er selv ansvarlig for mit liv og min krop. Og derfor er der store fordele ved at give min psyke og krop bedst mulige betingelser.

Men det jeg tror er vigtigst er beslutninger ikke at lade sygdommen fylde mere end højst nødvendigt – selv tage ansvar for sit liv – og være tro mod sine mål. Og husk at være venlig, både over for andre, men i særdeleshed også over for dig selv – vær ikke for hård ved dig selv.

Det allersværeste er at starte og finde viljen til at ændre vaner og tankegang, men det kan trænes. Og så gør det der virker for dig. Om det er hundetræning, velgørenhedsarbejde(kan anbefales), skak, sport eller korsang der afleder dig er lige meget. Bare det over tid kommer til at fylde mere end sygdommen og fylder dit liv med glæde. Og i virkeligheden er der ikke langt fra mentaltræningen i eliteidræt til det jeg gør.

Mange har spurgt om inspiration, redskaber og værktøjer fra mig – særligt i relation til viljestyrke. Jeg er igang med at overveje hvordan jeg kan gøre det bedst, for selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe og inspirere andre hvis muligt – og formentligt bliver det først og fremmest som foredrag . Men det ændrer stadig ikke ved at dit liv er dit ansvar og at det altså er dig der i sidste ende kommer til at gøre alt arbejdet. Det gør det heldigvis også nemmere at komme igang, for så er det jo op til dig selv. Og nu har jeg allerede haft alt for meget fokus på sygdom for idag, så nu skal jeg ud og træne!

20140814-102215.jpg

Skriv et svar

%d bloggers like this:

Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/tinebay.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3348