roulette

Taknemmelig – trods alt

20141022-014110.jpg

Jeg er træt.

Den mørke koldere tid gør ikke meget godt for mine smerter og gigten i fingrene ømmer sig nu også ekstra meget i disse dage. Jeg bruger meget mental energi på en større uafklaret ting jeg bakser med. Det er i det hele taget ret synd for mig syns jeg i anfald. Det er temmeligt hårdt at udføre dagens planer. De virker ellers så rigtige fra morgenstunden – men kun en brøkdel ender med at blive udført, fordi energien mangler – tyvstjålet af smerterne.

Det er på de dage jeg især tænker på Lene, på Mette og på Heidi. Eller rettere – jeg tænker på deres familier, som fik stjålet deres mor af cancer. Jeg tænker på hvor heldig jeg er. At min sygdom ikke hedder cancer – og at jeg kun lider af slidgigt, discusprolapser og smerter. Hvor heldigt det er at jeg hver dag har muligheden for at vælge. Vælge at være sammen med mine børn. Vælge tosomheden og kærligheden. Vælge at lave meningsfuldt arbejde. Passe godt på mine. Gøre en forskel. Vælge at passe på min krop, udfordre smerterne. Træne og sætte mål. Engang imellem inspirere andre til at gøre det samme. Alt det kan jeg vælge. Det kan Lene, Mette og Heidi ikke.

Så på de der rigtigt det-er-synd-for-mig-skod-dage så husker jeg på Lene, Mette og Heidi. Og husker på hvor uendeligt taknemmelig jeg er over livet, med alle de muligheder jeg nok skal få til at overskygge begrænsningerne. Og jeg holder godt øje med Mikkel, Søren og Robert som jeg helst vil have skal have det godt for de har været nok igennem, og jeg beundrer deres styrke og forestiller mig at jeg af og til prøver at sende dem lidt positiv energi, når jeg en sjælden gang imellem har ekstra at give af, som de kan bruge når de skal være stærke overfor deres moderløse børn.

Jeg husker på at hver eneste minut er det vigtigste. Håber at andre også husker det. Og tilgiver de minutter der trods alt ikke blev brugt helt optimalt på den super-overskuds-agtige måde. Vi kan kun gøre vores bedste, og det skal også være godt nok. Bare vi er bevidste og til stede – der hvor vi er. Det er jeg da tit. Og så andre gange overhovedet ikke.. Pokkers uperfekt.

I den her Knæk Cancer uge håber jeg naturligvis vi kan samle penge ind som kan gå til gode hensigtmæssige formål. Men først og fremmest håber jeg at ugen skaber mere nærvær, større bevidsthed og dyb taknemlighed over alt det vi har – på trods af alt det bøvl vi også alle går og roder med. At vi får gjort noget ved drømmene, får sagt det der skal siges, og husker at sætte pris på alt det skønne her i livet. Helt ned i de små detaljer.

Tirsdag var jeg og et par piger fra SK Aarhus i TV2’s Go’ aften Danmark for at vise hvordan motion kan hjælpe i forhold til brystkræftopererede kvinder. Der talte jeg med en uhelbredeligt kræftsyg kvinde som bruger motion som medicin. Medicin mod medicinen og de grimme bivirkninger ift kemo, og som en skøn daglig adspredelse og afledningsmanøvre. Og hun var dybt taknemmelig over sit liv trods en faretruende nær dødsdom. Det fik mig til at tænke på hvor meget mere liv og intensitet hun bringer til resten af sit liv – mens andre lever til de er 100 år – uden rigtigt at leve. Hvad er så værst eller bedst?

Vi savner dem som er væk, og hvis vi er tæt på en med cancer kan vi næsten ikke udholde tanken om at skulle undvære dem. Men hvis det overhovedet er muligt bør vi vel fejre deres liv og trods alt lade minderne om deres liv fylde mest – frem for at begræde deres død. Sorgen skal naturligvis have sin tid, men derefter. Det mest positive der kan være at sige om døden er vel at den minder os om livet. Og vi bør huske at bringe liv ind i livet. Og cancer er og bliver en møgsygdom!

Uanset hvor store problemer vi så ellers kan gå og have, og hvor ondt noget gør, så virker det ikke så slemt – set i det perspektiv. Og gå så hen og kys din kæreste og kram dine børn lidt ekstra, og drop diskussionen om den opvask og pyt med om din røv ser stor ud i de bukser!

20141022-010522.jpg
Fra TV2 Go Aften Danmark 21. Oktober 2014

2 Kommentarer

  • Mai-Britt J. Knudsen siger:

    Kære Tine. jeg tillader mig at låne lidt af din indledning til en prædiken om “håb på trods”. Jeg håber det er ok med dig? Din historie passer perfekt ind i det jeg vil tale om. At der er lys på trods af mørket. Jeg er præst ved Svenstrup Kirke på Als og du kan finde mine prædikener på vores hjemmeside. Pas godt på dig selv og god advent og glædelig jul.
    Bedste hilsner fra Mai-Britt Josephsen Knudsen

    • Tineba siger:

      Kære Mai-Britt

      Du skal være hjerteligt velkommen. Alt er i forvejen skrevet med det formål at inspirere, så det vil glæde mig at være medvirkende til lige præcis det tema. Rigtigt glædelig jul også til dig og dine.

      Kærlig hilsen Tine

Skriv et svar

%d bloggers like this:

Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/tinebay.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3348