Den 13. gang…

Nogen gange må man gøre noget man ikke har lyst til – for at få noget man gerne vil have. Og jeg vil gerne have lidt færre smerter, og lidt mindre dropfod. Så turen går til OUH i dag. Vi tænker ikke for meget over at det er 13. tur i narkose efter ulykken sidste år. Overtro er overvurderet.

Som optakt til i dag har jeg børstet tænder og mundskyllet 4 gange dagligt de sidste par dage. Det skulle mindske infektionsrisiko. Så jeg har skrubbet og skuret og har aktuelt meget rene tænder og meget ømme gummer efterhånden.

Kigger på en udsigt fra 6. etage som jeg desværre kender ALT for godt.

Er blevet godt modtaget af en af de søde sygeplejersker jeg kender godt fra min lange indlæggelse sidste år. Vi skal flytte lidt rundt på fedtvæv i dag. Mens jeg sover tager de fedtvæv fra maven, og udvinder noget stamcelleagtigt fra det, som de derefter indsprøjter i mine ben og fødder. Ben og fødder skal også endnu en gang miconeedles med 2,5 mm nåle over det hele. Så jeg bliver muligvis en anelse nedlagt de næste par dage.

Og så lige i dag hvor min far bliver 70 år. Og i visse indianske kulturer er 13 jo faktisk ganske helligt og et lykketal😉

Det hele gik heldigvis godt!

Dagen derpå er jeg simpelthen så glad. Alt omkring operationen er gået virkeligt godt. Der går lige 10-14 dage før jeg er 100% på den anden side, og kan fornemme resultatet.

Der har været ret mange tanker bundet op på den operation. Først og fremmest et stort håb om bedring – for ellers gjorde jeg det ikke. Men også en frygt for de ting der potentielt kunne gå galt. Min hjerne er indstillet på at hvad som helst, kan ske når som helst – så vær klar!!

Selve oplevelsen omkring min lange hospitalsindlæggelse sidste år var en blandet fornøjelse, som min psykolog og jeg også har brugt en del tid på. Da jeg sidst blev opereret tilbage i januar var indlæggelsen også en rodet oplevelse. Men sådan var det ikke i går. Oprindeligt skulle vi være mødt ind kl 7.15 – men blev dagen før rykket til kl. 9. Blev modtaget af en sygeplejerske som var med til at passe mig sidste år. Gensynsglæde faktisk. Og både hun og jeg skulle opdateres. De har flyttet alle ambulante patienter ind på deres egne afdelinger. Virkelig god ide. Ikke godt for hverken ambulante eller langtidsindlagte at ligge på stue sammen. Det pressede ihvertfald mig dengang. Men det er lige startet op fra september. Fantastisk.

Så kom portøren der skulle køre mig ned til operation – det var også gensynsglæde, og hun var så sød da hun sagde at jeg jo ikke lige var en man glemte – hun tilføjede at det var på den gode måde altså 😉.

På vej ned til operationsstuen, passerer vi den eneste sygeplejerske fra dengang jeg fortsat ikke er helt mentalt på plads med endnu. Men jeg var overraskende nok ligeglad med hende. Smilede bare og sagde hej. Det var mig der insisterede på at sige hej – da hendes blik flakkede. Lille ting, men god følelse.

På operationsstuen fortsatte de kendte ansigter, som også tydeligt huskede mig. Overlægen der skulle operere kender jeg godt, og har lavet planen med. Efter operationen på opvågningsstuen mens jeg halvtåger, fornemmer jeg at nogen af apparaterne pludselig bimler og bamler. Der kommer et par sygeplejersker løbende og snakker om at min puls er blevet meget lav men det retter sig heldigvis hurtigt. Da jeg er mere vågen opdager jeg at jeg kender endnu en på opvågningsstuen, som tydeligt husker mig fra tidligere opvågninger (har jo været der et par gange). Hun kunne genfortælle flere af mine opvågninger hvor hun har været til stede. Hun husker flere ting bedre end mig. Hun har jo så heller ikke lige været i narkose når vi har mødtes. Hun nævner at det jo kan være at kraftig kompressionen på mine ben kan have medført en slags Iskæmi, som giver mig blå ben og smerter når benene vender nedad og begrænser hvor meget jeg kan gå. Det aner jeg ikke hvad er, før jeg googler det senere om aftenen – og måske kan hun have ret, det må jeg have undersøgt senere.

Tilbage på stuen kommer en anden velkendt sygeplejerske, som jeg kender rigtigt godt. Mere gensynsglæde. Dejligt at høre fra dem alle at mit forløb var usædvanligt. Jeg har jo aldrig prøvet at være i en livstruende eksplosion før, og for mig var situationen usædvanlig. Men det var det åbenbart også for dem. Og de så mine sår, mine smerter, mit lange forløb, min kamp og min fortvivlelse. Og de har tænkt på mig. Jeg har godt nok også tænkt på dem. Jeg følte mig så forstærket lige der ❤️

Nu går jeg rundt herhjemme i labre hospitalsbukser, med en øm gul krop, fuld af små sår. Gul farve fra klorhexidin desinfektion fra operationen, og skal lige vente et par dage med bad til skorpe fra microneedling er klar. Maven er øm og blå mærker er under opsejling. Benene er mørke og ømme. Tæerne klamt gule og fødderne bestemt ikke upåvirkede af behandlingen. Men det er tåleligt, har jo prøvet det der er værre. Nu skal tiden arbejde, og jeg håber på et par procent færre daglige smerter + andre eventuelle mirakler, som skal være velkomne 🤗

Leave a Comment