Sæt benene fri

Advarsel! Det her et et længere skriv. Men det er også længe siden jeg for alvor har skrevet lidt, så der har hobet sig lidt op….

For et par uger siden mødte jeg en grand voksen mand på Aarhus Havn der hedder Palle. Jeg stod et sted hvor man kunne lære sig at lave nogen sejlknob, og han kom og hjalp mig. En garvet sejler tænkte jeg. Da jeg kiggede på hans arm og hænder der var igang med at binde knob, så jeg pludselig en arm med velkendte furer, buler, riller og mærkelige sammentrækninger. Da jeg kiggede lidt nærmere på ham, så jeg det samme gjaldt hans ben. Jeg kunne ikke holde mig tilbage og lagde min hånd på hans arrede arm, og spurgte ham hvordan han dog har fået de ar, for de ligner mine ret så meget. Jeg var lidt bekymret for at overskride en fremmed mands grænser, ved at stille så personligt et spørgsmål – samtidig med at min hånd lå på hans arm. Men han kiggede på mig og så fortalte han løs. En eksplosionsulykke i Aarhus som barn, med et spritapparat. Han viste mig den ene arms eneste lille område med lidt hår. På dagen for eksplosionen havde han haft sit armbåndsur på, som havde skånet huden en lille smule. Han havde været i overhængende livsfare. Han var blevet transporteret til Rigshospitalet hvor han havde ligget en del uger. Hans behandlingsforløb for skaderne mindede meget om mit forløb. Utroligt at det ikke har ændret sig mere i ca 50 år.

Vi blev begge helt opslugt af vores samtale, at møde en lidelsesfælle, som man kunne stille spørgsmål var helt fantastisk. Pludselig står jeg midt på havnen og smider kompressionsstrømper, og lader en fremmed mands hænder glide ned over mine ar. Men det føles helt naturligt. Her var et lille vindue til noget indsigt for os begge. Det var så sjældent og unikt at møde en der forstår.

Det var en anden tid, da han blev forbrændt. Både omgivelser og behandlingssystemet var hårde ved Palle. Mit hjerte blødte da han fortalte om nogen af de episoder livet har budt ham. Særlig en episode gjorde mig vred. Han var ude at sejle med et par amerikanske kvindelige turister. Palle gør ikke noget for at skjule sine ar. Han går med solhat og briller, men ellers er en t-shirt og et par shorts den naturlige beklædning for ham på en solrig dag på båden. Ligesom for alle andre. Men da det bliver frokosttid, afslår den ene amerikanske turist at spise. Han hører hende sige til den anden amerikanske turist at hun mistede appetitten af at se på hans ar.

Jeg blev så vred på hans vegne da han fortalte det. Havde jeg været tilstede ville jeg have gået hen til damen og taget hende i kravetøjet og ville have rusket hende og råbt hvad hun bilder sig ind. Palle gjorde ikke noget i situationen, andet end at blive utilpas af den ubehøvlede dames opførsel. Han tog bare imod, ligesom jeg forestiller mig han har gjort masser af gange før.

Hele mødet med Palle, og generelt tanker om hvordan resten af verden møder ar, og noget der er anderledes gjorde indtryk. Jeg har altid som voksen hvilet i mig selv og været godt tilfreds med min krop. Hvis der har været noget jeg var utilfreds med, så har jeg gjort noget ved det. Det kan man ikke med ar. Jeg har gjort alt hvad lægerne anbefalede for at få arrene til at blive så optimale som mulige. Og alligevel er de ret tydelige. Det generer mig når folk ser mine ben og siger at de er blevet utroligt flotte, eller siger at de bliver utroligt flotte. Det første passer ikke, og det andet ved de intet om. Og begge dele rammer helt forbi min virkelighed. Det er nu knap 14 måneder siden at gasulykken skete.

I det sidste halve år har jeg været klar over at jeg kommer på noget af en overvindelsesopgave, i forhold til frit at vise ben. Det er en ny verden for mig. Jeg har også været skånet af at jeg er blevet anbefalet at holde benene ude af solen endnu en sommer, samtidig med at jeg ikke kan klare mig uden kompressionsstrømperne. Jeg får fortsat store smerter af at vende fødder og ben nedad, særlig hvis jeg står stille – det er nærmest uudholdeligt. Så på den måde har det ikke været så relevant endnu at vise dem frem i fuld offentlighed. Men herhjemme sker det ofte. Om aftenen, når jeg skal have strømperne af, og benene skal smøres, så sidder jeg gerne i stuen sammen med Thomas og Jacob. Men hvis det har ringet på døren, eller vi har fået gæster, har jeg dækket dem til. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg ved ikke helt om det er for at skåne mig eller dem.

Da vi var på ferie tilbage i januar, tvang jeg mig selv til at gå i spa med bare ben – dog mandsopdækket af gode venner. Det blev en god oplevelse, trods kampen med mig selv. Siden hen har der været små episoder hvor jeg har trukket op i bukserne og vist nogen noget af arret.

Og så har jeg en gang imellem haft nogen dage hvor smerterne ved at vende benene ned ikke har været så slemme, og der har jeg trænet mig selv i at vænne mig selv til synet. Haft bare ben og tæer, men jeg støvsugede. Har kigget en del på mine ben i spejlet, og i det hele taget stille og roligt accepteret at benene er en del af mig, også selvom de ser sådan ud. Vi har ikke gjort noget forkert – vi kan ikke gøre for det.

Hverken benene eller jeg fortjener dårlige tanker om hvordan de ser ud. Faktisk er det ret imponerende hvordan de klarer det hele.

Hen over en dag ændrer arrene karakter. De ser som regel bedst ud først på dagen, hvor de er mest blege og ikke så hævede. Men i løbet af dagen kan de blive både lilla og røde, og hæve en del, alt efter hvad jeg har lavet. Nogen gange er der ingen forklaring på hvorfor de hæver og bliver farvede – det gør de bare.

Jeg har altid tidligere synes at mine ben var ok pæne. Og jeg har altid elsket at gå i bare tæer. Tanken om at være blevet forbandet med en usikkerhed om hvordan det skal gå at slippe benene ud i det fri er ikke god. Det er en stor byrde, kan jeg mærke, som fylder alt for meget. Folk vil kigge. Det ville jeg sikkert også selv gøre. Det bliver en præmis. Men ikke alle vil lægge mærke til det. Nogen vil heldigvis også fuldstændig overse det. Ligesom jeg først opdagede Palles ar efter lidt tid.

Så hvis jeg piller problemet fra hinanden – er kerneudfordringen jo hvordan jeg forholder mig til at nogen folk vil kigge. Og nogen vil desværre urimeligt nok også væmmes. Hvad vil jeg tænke om det? Hvordan vil jeg reagere på spørgsmål og stirrende blikke?

I en periode har jeg helt sikkert været meget opmærksom på at skåne min omverden for et ubehagligt syn, særligt da huden blev ved med at hænge i flager, og der var sår. Det er kun på fødderne at der stadig er lidt af det tilbage. Jeg er stolt af den opgave min hud har løst, for det var en stor opgave. Hvis jeg nu beslutter mig for at være ligeglad med hvad andre tænker. Hvis nu jeg sætter mig selv fri, ved at være bedøvende ligeglad – for det de tænker handler om dem selv – ikke mig. Det er ikke ulovligt for mig at vise benene frem, men jeg kan skræmmes over at jeg selv nærmest er lidt fanget i at fordi mine ben ikke længere er 100% normale, og afviger en del fra normalt, så føles de på en måde forkerte. Det er de ikke – tværtimod.

Jeg kan faktuelt konstatere jeg har brændte ben fulde af ar. Kan konstatere at folk vil kigge. Kan konstatere at jeg sætter pris på bare ben og fødder. Og kan konstatere at jeg synes det er vigtigere for mig end hvad folk tænker – som egentligt handler om dem selv.

Så jeg må igang med at træne mig endnu mere, med at lufte benene en lille smule en gang i mellem. Øve mig i at være ligeglad. Få masser af erfaringer, hvor jeg ikke oplever at tænke over det. Vinde lidt over mig selv hver gang. For det er med mig selv, kampen skal vindes. Også hvis jeg møder en af dem som Palle mødte, vil jeg møde dem, som hvis jeg havde set det gå ud over Palle. Så er I advaret.

Jeg mødte tilfældigvis en kvinde for nylig som lider af psoriasis. Det sidder på hendes ben, så dem gemmer hun og skammer sig. Det har hun vænnet sig til gennem et langt liv. Hvorfor skal det være sådan? Slip dig selv og benene fri, og nyd livet frit. Vi burde istedet alle ae, sige “nåeerh” og smøre den lækreste dyre creme på kroppens udfordringer, for de har allermest brug for det, og vi bør være stolte og glade over den opgave den krop løser for os. Og jo mere vi kan lide os selv – jo mere attraktive bliver vi også for alle andre.

Den tyngde som både tanker og usikkerhed bringer ved at turde vise ben frem, lagde over mig, kontra frihedsfølelsen af beslutningen om at gøre som det passer mig fjerner al tvivl. Det bliver nok to skridt frem og et tilbage, men jeg vakler ikke. Og i mellemtiden kan jeg jo så sikre at når jeg kigger i spejlet, at jeg måske kan kompensenere lidt hist og pist, så jeg er tilfreds. Jeg tænker at en sixpack eller en fast rumpe godt kan aflede opmærksomhed, så det må jeg arbejde hårdt på. Man må vælge de kampe der kan vindes, og så acceptere resten.

Tænk at mange I hele deres liv har gået rundt med en skam eller usikkerhed, over et eller andet, og derfor gemt sig væk. Jeg har fået den her oplevelse som en gave og reminder af at oplevelsen bor inde mit hoved, og at jeg har magt til at ændre min oplevelse.

I en programserie på DR det hedder “Mirakler på riget”, som jeg tidligere har skrevet om, følger man en brandsårspatient. Det er vildt for mig at se hvad der sker under operationerne. Der bruges nøjagtigt samme bandager og teknikker i programmet som jeg oplevede. Smerteforløbet beskrives på samme måde, mange ting beskrives i det hele taget på samme måde. Forfærdeligt og fantastisk at se på samme tid. Jeg valgte for nogen dage siden at dele et link til afsnittet. Mange dejlige tilbagemeldinger og beskeder kom tilbage.

Men en enkelt valgte at skrive at det simpelthen var for ulækkert – og at hun var tosset over at hun blev tvunget til at betale til den slags udsendelser. Jeg var målløs. Kunne nogen virkeligt finde på at skrive det. Jeg forsøgte at skrive tilbage at det jo faktisk var min og andres skæbne hun talte om – hvilket fik hende til at skrive at hun netop havde fjernet mig som facebookven af samme grund. Målløs igen. Findes den slags mennesker virkeligt🤷‍♀️? Jeg ved godt at vi er mange forskellige slags mennesker, med mange forskellige slags holdninger. Men derfra og så til at ytre sig om det, kalde det ulækkert – overfor nogen som ikke kan gøre for det, og i forvejen kæmper hver dag. Jeg er en rimeligt hård hund der indtil nu har holdt til ret meget, men dét der gjorde mig bådetrist og vred, særligt på de menneskers vegne, som er endnu mere sårbare end mig. Tænkte også på Palle. Men det bliver hverken første eller sidste gang jeg kommer til at møde det.

Det får mig nu bare til at få endnu mere lyst til at gå forrest og vise mine anderledes rød/lilla ben frem, sammen med den største følelse af at jeg er en overlever, jeg er stolt af mine ben og fødder – de klarede det så godt de kunne 💯🦵🏻🦵🏻👏🏻🏆

Og så er jeg egentlig (næsten) ligeglad med hvad andre tænker….👊🏻 Ihvertfald på de gode dage!

Leave a Comment