Surdej i en krisetid

Hele verden er ramt af noget voldsomt, uforudsigeligt, som ingen kan kontrollere, og som er potentielt livsfarlig. Verden er forandret med et trylleslag. Ingen så det komme. Det sker af og til for mig. Sidst det skete, blev jeg ramt alene. Denne her gang er jeg ramt sammen med resten af verden. Corona er kommet.

Jeg navigerer på mange måder fint i det, for det har været min virkelighed længe nu. Lige siden ulykken – for nu 20 måneder siden – har jeg befundet mig i ufrivilligt alarmberedskab. Altid klar! Hvad som helst kan ske – når som helst – hvor som helst. Så på den måde prøver hele verden nu at navigere i min slags verden nu – og det synes jeg er ret synd for verden, for det er mega hårdt arbejde. Især for de uerfarne kriseryttere som først skal til at lære sig strategier.

Jeg kan også mærke at jeg er på overarbejde, og der er ved at være tomt i overskudskassen. Jeg er bange i anfald, det var jeg ikke i starten. Krisen eskalerer, nyhedsstrømmen bombarderer med apokalyptisk Breaking news. Det er uoverskueligt og uforudsigeligt. Hvad skal det hele ende med? Verden er for altid forandret. Og vi, i vores familie, gør vores del, med næsten isolation – kun afbrudt af indkøb og træning. Det ser ikke ud til at def ef mere vi kan gøre end det lige nu. Jeg tror ikke vi er syge – hvilket er godt da mit immunforsvar endnu ikke er på toppen efter ulykken. Handlingslammelsen træder i kraft, for os handlekraftige, når den foretrukne handling fra omverdenen er at forholde os passivt.

Jeg afleder derfor mig selv hver dag. Med masser af små projekter. Bygger radiatorskjuler, maler lidt i stuen, rydder lidt op hist og pist. Jeg leder efter det nære, leder efter miraklerne i det små, og noget at stå op og se frem til, noget slow living, noget der udfordrer tilpas meget til at lede tanker væk fra fra den ustyrlige uoverskuelige krise, over på noget som jeg kan forsøge selv at styre.

Så jeg har startet en surdej op! Det er mit lille bidrag. Til mig selv og dem der følger med. Det handler slet ikke om surdej. Surdejen er bare blevet et middel, til målet. Om afledning af tanker og følelsen af at kunne styre lidt selv her i verden.

Alle der kender mig godt, ved at jeg ikke er typen der bruger mange timer i køkkenet. Ikke mere end højst nødvendigt. Det interesserer mig ikke. Jeg elsker at spise mad. Og jeg kan også godt lide at bage boller til min familie. Af den nemme slags.

Så jeg er ikke en speltdametype. Men jeg er nødt til at styre min opmærksomhed hen på ting jeg kan styre. Bare så alarmberedskabet får en pause af og til. Forhåbentligt ender surdejen med brød. Og ellers ender den med at jeg starter forfra, fordi jeg ikke havde lært det helt endnu. Så prøver vi igen. Og når brødet er bagt, har jeg allerede nye styrbare overskuelige afledningsmanøvreprojekter klar.

Surdejsprojektet – dag 3

Næste projekt – made by me 😉
Projekt til mine anti-grønne fingre.

coronatider #detblivergodtigen #surdej #afledningsmanøvre

Leave a Comment