Tid til at gøre status

Status fra hytten

Det er nu to år siden at jeg var involveret i en gaseksplosion. Tid til at gøre lidt status. I skrivende stund sidder jeg i hytten, med smertende dunkende hud på ben og fødder, ondt i hoften og vagtsom over selv små lyde der kunne varsle et eller andet. Jeg træner mig stadig i at åbne døren ud til toilettet hvor det hele skete. Jeg kan fint være ude på toilettet – særligt efter vi har fået fået genetableret gasvandvarmeren, på en lovlig og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. Sikkerhedsstyrelsen har ovenikøbet været forbi og godkende installationen. Men døren er stadig svær at åbne. Om natten er det umuligt for mig at gå derud. Jeg ved med min fornuft at der ikke kan ske noget. Mine følelser er ikke helt enige, og tvivler hele tiden, og sørger for at jeg er vagtsom, just in case. Hvad som helst kan jo åbenbart ske, når som helst og hvor som helst. Først i foråret har det været muligt at gøre rent og udbedre rummet, der i halvandet år har stået som urørt “gerningssted/ulykkessted”. Det har derfor været svært at genoptage brugen af vores lille hytte i skoven før nu. Men nu er vi her!

I sidste uge har jeg fået besked fra ortopædkirurg nr 2 om at glemme at komme til at løbe og vandre langt igen. To af de ting jeg elskede allerhøjst før ulykken. Nu må jeg glæde mig over, at det i mit liv både blev til tre Marathons, tre Danmarksmesterskaber i sprint (100m, 200m og 400m), et hav af halvmarathons, masser af 5 og 10 km løb, vandring på Caminoen, vandreferier med min familie og meget andet. Og så må jeg justere målskiven, og sigte efter noget andet. Jeg skal lige have lov at sørge lidt over det, men derefter så skal jeg nok finde en ny vej, som både dropfod, dumme kar i benene, ondt i hofte og dårlig nakke vil være med på. Hvem ved, måske skal jeg ud og investere i en mountainbike, eller noget andet?

Så når jeg nu sidder her, med kontinuerlige smerter, benene i skygge fordi de ikke tåler solen, med elendigt bevægeapparat og med træls PTSD, og fortsat afventer både forsikringsselskab og udfald af retssager, så er det blandt andet i kraft af min egenskab som hjernetræner, at jeg er meget opmærksom på at det jeg giver opmærksomhed vokser. Det nemmeste i verden ville være at synke ind i smerteliv, uretfærdighedsfølelse, patientrolle og opgivenhed.

Men der er heldigvis mere til historien. For ud af alt det meningsløse i alt hvad der har med ulykken at gøre, er der også opstået smukke ting. Som da jeg lå på hospitalet og hele mit kæmpe heppehold på facebook og Instagram holdt mig oppe (måske var du en af dem?), og blev en livline, som troede på mig, når jeg selv tvivlede. Som da hele min familie bare stillede op og var der – mandsopdækkede mig i døgndrift på skift – og kørte uendeligt mange ture fra Aarhus til OUH i Odense. Som da mit badminton netværk skaffede en frisør til hospitalet, og i øvrigt passede uendeligt godt på min familie mens jeg var væk, sørgede for aftensmad mv. Og alle besøgene fra kolleger, venner og naboer, både på hospitalet, og da jeg blev udskrevet til en plejeseng hjemme i stuen. Alle dem som kom forbi med en gang aftensmad. Min elskede mand. Mine børn, forældre og søskende. Og hvad med da min søster og veninde overraskede mig med en tur til London. Og alle som brugte tid og tanke på at sende hilsner, gaver og behandlingsforslag til diverse af mine skavanker. Og at jeg i langt højere grad blev i stand til at møde nogen af mine hjernerystede hjernetræningsdeltagere, som jo også har fået ændret livet på et splitsekund, i øjenhøjde. Og at livet aldrig har været vigtigere end lige nu…. og nu…. og nu….

En indtil videre 2 år lang rejse, hvor jeg også har skullet høre på velmenende ord om at “det nok skal blive godt igen (men altså, Hey, er du spåkone? Ved du det med sikkerhed, eller? For uforløst håb er faktisk hårdt!)”, og “sikke godt det er blevet”. Når ikke de ord er min sandhed, så må det i lige så høj grad handle om at den der udtaler det, virkelig ønsker det er sådan og derfor siger det…. i bedste mening. Det rammer desværre lidt skævt ind i min virkelighed. Og jeg ved jo godt det er vel ment, og sagt i kærlighed, men alligevel….. Det gør ondt, for det er ikke helt sandt for mig.

En to år lang rejse, hvor mine tidligere model ben/muskuløse-løbe-ben blev ukendelige for mig, og mit hår blev virkeligt gråt. Mit nye udseende blev til gengæld en anden rejse, hvor jeg i endnu højere grad har lært at stå ved den jeg er, på godt og ondt. Jeg har nu mentaltrænet mig i at gå med bare ben og være fuldstændigt ligeglad med hvad folk tænker når de ser mine ben, og endda fået sat en flamme tatovering på min fod, så jeg slipper for at forklare. Og jeg er egentlig ret vild med sølvhåret. Jeg synes der er noget stærkt i at være den man er, og ikke gemme sig. Jeg bærer både hår og hud med stolthed. Benene fortjener omsorg og respekt – de har været meget igennem. De burde hædres, tilbedes, aes og dagligt sendes gode positive tanker, i stedet for at blive gemt og udskammet.

Jeg ville ønske jeg snart kunne ligge det hele bag mig, og komme videre. Men min daglige udfordringer, smerter, kontinuerlige operationer (nr. 14 sker til oktober), tilstødende komplikationer, uafsluttede retssager, og uvisheden om hvad det hele ender med, fastholder mig på mange måder, så det er mere end svært at slippe og komme videre. Hver gang en ny lille ting afsluttes, er jeg såååå lettet. Og mens jeg venter på at få afsluttet lidt mere, er jeg blevet vildt god til at aflede mig selv med tanker, projekter og sport. Fordi jeg bruger afledning som en aktiv bevidst afledningsmanøvre, så fungerer det som en pause for mig. Nogen gange skal hjernen bare lige kunne trække vejret. Og med hver afledningsmanøvre er der som regel desværre også en lille pris at betale. Så det er en evig balanceakt at vurdere hvornår det betaler sig.

Jeg drømmer om at komme derhen hvor jeg ved hvad jeg har at gøre med både fysisk, økonomisk og mentalt, og at et ansvar for ulykken bliver endegyldigt placeret. Der er så meget energi bundet op på uvisheden.

Og så drømmer jeg om at skabe meningsfuldhed. Det er noget jeg har ledt meget efter. Meningen og meningsfuldheden med ulykken og de sidste to år. Jeg har løbende skrevet rigtigt meget, man skriver godt om natten når man alligevel ikke kan sove og hvis det skulle lykkes mig at få de sidste to års oplevelser og tanker samlet og kogt ned til en bog, der kan hjælpe andre, så bliver hele turen mere meningsfuld for mig. Jeg ville faktisk gerne selv have læst den bog. Det er ikke hver dag man oplever tæppet trukket fuldstændigt væk under én, og livet vælter. Men det sker desværre alligevel i de flestes liv, i et eller andet omfang. Og selvom omstændighederne omkring at vælte kan være forskellige, så er mange af de mentale muskler der skal hjælpe dig op igen, de samme. Og det der med at kunne spejle sine egne følelser i noget der vækker lidt genklang, i en rodet affære, er meget værdifuldt. Det ville jeg gerne have haft på min rejse. Når bogen er klar, får jeg nok igen brug for din hjælp 🙏🏻

Som nævnt er jeg i skrivende stund i hytten. I morgen er det præcis to år siden jeg overlevede. Jeg øver mig hver dag i ikke bare at overleve, men at leve. Jeg vil ikke nøjes. Min familie skal ikke nøjes.

Tak til alle jer der har været der undervejs, og stadig følger med. Tak til nære og fjerne.
Tak tak tak ❤️

Her er et lille tilbageblik. Så er det nemt at få øje på hvor langt jeg er kommet 🙏🏻

Leave a Comment